Netværkslokomotivet er virksomhedernes forlængede arm, når det kommer til efteruddannelse. De arbejder på at bryde de negative barrierer og skabe en tradition på arbejdspladserne for at tale om udfordringer som at læse, stave og regne.
De grundlæggende færdigheder fra folkeskolen – at læse, stave og regne – er ikke noget, der bliver talt meget om i brancherne for gartneri- skov- og landbrug. Tal fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) tyder på, at hver syvende medarbejder inden for de grønne erhverv er ordblinde, mens mere end en tredjedel er udfordrede på at skrive og læse.
Som voksen kan det være flovt at tale om, og samtidig er det ikke altid et område, der bliver prioriteret som arbejdsgiver i en hektisk hverdag. Det fortæller Hans Kærgaard, der er konsulent hos Netværkslokomotivet – en uafhængig organisation, der fungerer som bindeled mellem virksomheder, skoler og organisationer, når medarbejdere skal have opkvalificeret deres kompetencer.
”Det er en målgruppe, der ofte har haft dårlige oplevelser med uddannelse i folkeskolen. Derfor melder de sig ikke på banen selv. De er bange for at blive udstillet og mener ikke, de har brug for mere uddannelse. Et andet paradoks er, at virksomhederne har meget travlt i maskinrummet og ingen ressourcer og overskud til at opkvalificere medarbejdernes basale faglige færdigheder,” siger han.
I en branche hvor det er fagligheden, der tæller, kan det at læse og skrive måske virke ligegyldigt. Men det er vigtigt at fokusere på som virksomhed, hvis du skal følge med udviklingen, forklarer Hans Kærgaard.
”Ligesom andre brancher udvikler det grønne erhverv sig hele tiden. Kommer der en ny teknologi, automatisering eller lignende i virksomheden, er det vigtigt, at medarbejderne er rustede til at varetage opgaven. Det handler om at få det lange lys på. Hvis lederen ikke stiller krav, så gør medarbejderen heller ikke, og så går udviklingen i stå. Derfor er sammenspillet vigtigt,” siger han.
Netværkslokomotivets mål er at starte en positiv uddannelsesspiral. Det gør de ved at lave forløb, hvor de besøger virksomhederne og inddrager både ledere og medarbejdere for at snakke om hindringer for uddannelse, og hvordan de kan løses.
Første step er altid, at Netværkslokomotivet tager kontakt til Lotte Julin Bock, der er uddannelseskonsulent hos Den Grønne Konsulenttjeneste. Et samarbejde der ifølge Hans Kærgaard har stor betydning.
”Den Grønne Konsulenttjeneste og GLS-A gør en stor indsats for at give gode muligheder for efteruddannelse i branchen og giver virksomhederne økonomisk ro i maven. Det er rigtig vigtigt, at en kompetencefond tager teten på det punkt, hvis vi skal flytte på de barrierer,” der er, siger han og fortæller, at der allerede er positive resultater at hente ved forløbet.
”Vi kan se i vores evalueringer, at medarbejdere bliver mere omstillingsparate og tør varetage nye opgaver som skriftlig dokumentation eller at varetage nye teknologier. Så det viser altså, at det har betydning for medarbejdernes indstilling til udvikling i arbejdet.”
Vil du vide mere om, hvordan Netværkslokomotivet kan hjælpe din virksomhed, så læs mere på www.netvaerkslokomotivet.dk