Kontakt Bill Vernegren for mere information om muligheden for kurser eller for en snak om efter- uddannelsesmuligheder i din virksomhed.
Bill Vernegren
20 13 87 89
Med kompetencefondsmidler har det været muligt for Tropica at sende alle medarbejdere på LEAN-kursus. En beslutning, som gør en forskel i forhold bundlinje og trivsel i virksomheden.
– Alle medarbejderne har været på et LEAN-kursus. LEAN handler om optimering af processer og involvering af medarbejderne, siger Lars Green, der er CEO hos Tropica. En virksomhed, som udvikler, producerer og distribuerer akvarieplanter i hele verden.
Beslutningen om at sende alle medarbejdere på kursus har vist sig at bære frugt. For når medarbejderne bliver involveret i, at Tropica kommer i mål med den overordnede strategi, er det pludselig en fælles opgave – og ikke kun et ledelsesansvar.
– En medarbejder fik øje på, at vi bruger halvanden krone på en rustfri skrue i et af vores produkter, som vi laver 60.000-70.000 af. Det mente han, at vi kunne gøre billigere. I et byggemarked fandt han den samme skrue til 30 øre. Så han sparede firmaet for en krone og tyve ører gange 60.000-70.000 transaktioner på et år, forklarer Lars Green.
At sende medarbejderne på kursus skaber ikke alene successen. Vigtigt er det at følge op og holde fast, når de er tilbage på pinden. Hos Tropica har de udpeget en LEAN-ambassadør, som sørger for, at medarbejdernes forslag og idéer bliver hørt.
– Min rolle som LEAN-ambassadør her i virksomheden er at sikre, at vi får brugt de ting i hverdagen, som vi har lært på kurset, siger Camilla B. Mikkelsen, der ud over at være LEAN-ambassadør er ekspeditionsleder hos Tropica.
Et godt eksempel på, hvordan Camilla involverer medarbejderne i hverdagen, er ’tavlen’. Her kan medarbejderne hænge forslag til ændringer op og forklare, hvad deres idé går ud på. Et konkret forslag kunne være at genbruge plastikpaller i produktionen. Et tiltag, som taler ind i virksomhedens fokus på FN’s Verdensmål. På den måde kan medarbejderne bidrage til at ændre arbejdsgangene hos Tropica. Til det bedre.
Spørger man medarbejderen Maria, som arbejder i ekspeditionen, har LEAN-kurset givet hende en større lyst til at gøre en forskel i hverdagen.
– Ved at firmaet har sendt os alle sammen afsted på kursus, viser det, at de også er interesserede i at høre vores idéer, forklarer hun og bliver suppleret af CEO Lars Green.
– Min opfordring til andre virksomheder er, at man skal komme i gang og få involveret medarbejderne. For på den lange bane skal de bidrage med at væske din virksomhed.